Vejen til og fra afgrundens rand

Vejen til og fra afgrundens rand

– dansk økonomisk politik 1891-2024

Af

Per Callesen

Pris

495 kr

Om bogen

Dansk økonomi har siden 1980’erne undergået en usædvanlig kraftig forvandling fra store ubalancer og en position som en af Europas svageste til store overskud og en af de stærkeste. For at forstå hvorfor, skal man både have indsigt i årsagerne til, at Danmark med Knud Heinesens ord kom til ’afgrundens rand’ rent økonomisk, og årsagerne til den efterfølgende genopretning. Grundlaget for bogen er en unik bearbejdning og sammenstilling af mange års økonomiske data, der har muliggjort nye indsigter og konklusioner. Den rummer samlede oversigter over udviklingen i institutioner og regelsæt for mere end 100 år, og grundige forklaringer på en lang række økonomiske spørgsmål. 

Vejen til og fra afgrundens rand finder de egentlige økonomisk-politiske drivkræfter bag årsagerne til, at det gik så galt frem til 1980’erne. Forklaringerne rækker tilbage til slutningen af 1800-tallet og skal ikke mindst findes i finansieringsformen bag udbygningen af velfærdsstaten kombineret med manglende økonomisk planlægning og meget lange tidsspænd mellem erkendelse og handling på problemer. Samtidig giver bogen også mange nye indsigter i, hvorfor genopretningen efter 1982 lykkedes - efter en del bump på vejen. 

Forståelsen af den hidtidige økonomiske politik – før og efter 1982 – er nødvendig for, at vi også i fremtiden kan indrette den danske økonomi, så den er robust over for forandringer. Det er derfor håbet, at fagøkonomer, politikere og studerende vil nærlæse bogen, men også at historikere og generelt samfundsinteresserede vil finde perspektiverne relevante. 

Per Callesen har arbejdet med udviklingen af redskaber for dansk økonomisk politik siden 1980. Han var bl.a. afdelingschef i Finansministeriet 1993-2009, executiv-direktør i IMF 2010 og nationalbankdirektør 2011-2024. Derudover har han undervist på Københavns Universitet og deltaget i mange udvalg, bestyrelser og tænketanke, fx De økonomiske Råd, Det Systemiske Risikoråd, Nationaløkonomisk Forening og internationale økonomisk-politiske komiteer. Han redigerede bl.a. de årlige finansredegørelser 1993-2002.

Læsere af bogen, som er interesseret i en digital udgave af bilag og de præcise data bag figurer er velkomne til at henvende sig til forfatteren på per.callesen@econ.ku.dk

Udgave:

1

Udgivelsesdato:

19.05.2026

Sider:

417

ISBN:

9788757467468

Vejen til og fra afgrundens rand fremhæver de dramatiske ubalancer i dansk økonomi som blev opbygget i årtierne inden og afviklet i årtierne efter første halvdel af 1980’erne. Men bogen er en samlet fremstilling af dansk økonomisk politik over mere end 130 år. Størstedelen af bogen er temakapitler, hvor der område for område tages udgangspunkt i institutionernes begyndelse og hvor udviklingen i regelsæt, tal og konsekvenser analyseres frem til i dag. 

For arbejdsmarkedet, indkomstskat, kredit, penge og valuta samt offentlige udgifter omfatter analyserne sammenhængende tidsserier tilbage til slutningen af 1800-tallet, og i nogle tilfælde endnu tidligere. Økonomiens størrelse, sammenlignet med andre lande, vurderes tilbage til starten af 1800-tallet.

For finanspolitikken, pensionsopsparingen og realkreditbelåningen har en bearbejdelse af talgrundlaget muliggjort særlige analyser dækkende de sidste 60-75 år. 

Bogen kan derfor også anvendes som referenceværk og en håndbog til brug for studerende, undervisere og praktikere med interesse i historie og samfundsforhold. Den er søgt skrevet i et tilgængeligt og pædagogisk sprog, og er bygget op om grafiske illustrationer med lange tidsserier og dybere forklaringer på en lang række aktuelle og historiske økonomisk-politiske spørgsmål.

Tilsvarende tidsserier findes i langt de fleste tilfælde ikke tilgængeligt i anden form eller i andre kilder. De er estimeret til formålet med udgangspunkt i den nyeste statistiske information og en forlængelse bagud ved hjælp af oplysninger i Danmarks Statistiks historiske publikationer.

Bilagsbindet indeholder dokumentation for den anvendte metode til estimater for lange tidsserier. Det indeholder også supplerende redegørelser og analyser for bl.a. den historiske udvikling i indkomstbeskatningen, ydelser på boliglån samt lønomkostninger og valutakurs.

Læsere af bogen, som er interesseret i en digital udgave af bilaget og de præcise data bag figurer er velkomne til at henvende sig til forfatteren på per.callesen@econ.ku.dk