Nødværge i fortid og nutid

Nødværge i fortid og nutid

– En retshistorisk, retsdogmatisk og retskomparativ undersøgelse

Af

Peter Garde

Pris

650 kr

Om bogen

Nødværge, også kaldet selvforsvar, er en hyppig undskyldning i drabssager. Dette værk analyserer ikke blot gældende ret, men følger nødværge i hele historien fra Platon, Cicero (der anerkender nødværge) og bjergprædikenen (der forkaster det) indtil aktuelle, til dels endnu verserende sager fra New Yorks tunnelbane. 

Ud over den tiltaltes håb om frififindelse, når nødværge ikke kan modbevises, diskuteres også statsnødværge, hvor selv angrebskrige eller massemord som i de lange knives nat i 1934 under Hitler undskyldes som nødværge. 

Værket følger ikke kun nødværge teoretisk og praktisk gennem historien, men beskriver også nødværge i dansk ret og vores nærmeste nabolande. Reglerne er næsten ens overalt, men praksis varierer, som f.eks. i Tyskland, hvor knivdrab kan undskyldes ved blot en trussel om vold med bare næver, eller i det vilde Vesten, hvor nødværge anerkendes selv efter den blodigste skudduel. Norden er mere forsigtig.

Værket er en værdifuld håndbog for dommere, praktikere og andre med interesse for nødværge i retssystemet. Peter Garde, forfatteren (født 1938), har været anklager, vicepolitimester og kriminaldommer i Hillerød i 25 år. Han har skrevet utallige artikler om straffeproces, juridisk kulturhistorie og var senest aktuel med trebindsværket Verdenslitteraturens jura (Djøf Forlag), der var nomineret til Weekendavisens litteraturpris. Han er gift med cand.theol., ph.d. Kristine Garde.

Bogen er udgivet med støtte fra Dreyers Fond

Udgave:

1

Udgivelsesdato:

30.09.2024

Sider:

561

ISBN:

9788757455472

"Peter Garde har som anklager, vicepolitimester og kriminaldommer i 25 år en fornem baggrund for at skrive denne bog. Hans engagement i sit fag og arbejde ses hele vejen igennem, f.eks. bemærker jeg hans entusiasme i forbindelse med retsreformen i 2007, hvor den fællesvotering mellem dommer(e) og nævninge, som han i mange år energisk havde kæmpet for, endelig blev vedtaget. Desuden diskuterer han mange gange dommene i de valgte sager, så man kan se og forstå dilemmaerne både for de i sagen involverede personer, men også for dommer og jury. Der er tale om en fagbog, men hvis man er interesseret i emnet og parat til at bruge tid på læsningen, så er det en enestående mulighed for at sætte sig ind i, hvad nødværge vil sige eller netop ikke vil sige. Brugen af noter er forbilledlig - fagfolk vil gennem de hundredvis af præcise litteraturhenvisninger kunne komme videre i hver eneste af bogen mange cases."

- Hanne Bærentzen, Radio Update, november 2024