Det strafferetlige legalitetsprincip
Af
Trine BaumbachPris
548 kr
Om bogen
Det strafferetlige legalitetsprincip er af central betydning for enhver, der kommer i konflikt med de normer og regler, der gælder i samfundet. Ideen om, at handlinger ikke bør betragtes som forbrydelser og dermed ikke bør medføre straf, uden at dette allerede er bestemt ved lov, har besjælet tanken i mange hundrede år. Imidlertid blev princippet ikke en del af dansk strafferet før 1866-straffeloven og kom først ved straffeloven af 1930 til at omfatte hele strafferetten.
Denne afhandling angår det strafferetlige legalitetsprincip, som det har fundet udtryk i straffelovens § 1. Princippet indeholder både hjemmelskrav og krav til den strafferetlige fortolkning. De retlige implikationer for den strafferetlige normfastsættelse og den strafferetlige retsanvendelse, som følger af straffelovens § 1, er indgående analyseret i afhandlingen.
Det retlige udgangspunkt i afhandlingen er, at strafferetten er en del af det øvrige retssystem og skal forstås og anvendelse i overensstemmelse hermed. Dette finder bl.a. udtryk ved, at princippet ses som en udløber af magtadskillelsen, og at afhandlingen har i fokus, at mange straffesager var forvaltningssager, inden de blev straffesager. Da dansk strafferet gennem tiderne har søgt inspiration og løsningsmodeller i de øvrige nordiske lande og i Tyskland, indeholder afhandlingen en grundig oversigt over norsk og tysk ret. Valget af netop disse to lande skyldes, at det strafferetlige legalitetsprincip her er fæstnet i de pågældende landes grundlove, hvorfor det må antages, at princippet har opnået det højst tænkelige beskyttelsesniveau.
Da en straffedomfældelse alene kan ske under respekt for de krav, der kan udledes af straffelovens § 1, og de krav, der kan udledes af menneskerettighedskonventionens artikel 7, er det menneskeretlige strafferetlige legalitetsprincip analyseret og beskrevet i afhandlingen.
Bogen henvender sig i særlig grad til dommere, anklagere og forsvarere, men vil desuden være relevant for alle, der ønsker at beskæftige sig indgående med strafferetten.
Forfatteren er adjunkt i strafferet ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. Afhandlingen er forfatterens ph.d.-afhandling.
Udgave:
1
Udgivelsesdato:
05.08.2008
Sider:
608
ISBN:
9788757419344