Regelstaten

Formålet med denne bog er at give den offentlige debat om regler og regeltilvækst et mere solidt grundlag. For det første viser bogen år for år, hvor meget omfanget af love og bekendtgørelser er vokset fra 1989 til 2011. Som det vil fremgå er regelmængden vokset i denne periode, men væksten har været langt mere begrænset, end man har hævdet i tidligere undersøgelser. For det andet undersøges årsagerne til regelvæksten, og bogen gør i den forbindelse op med en række myter om, hvad der forklarer regelvæksten.

Bogens analyser giver ikke støtte til forestillingerne om, at væksten i regler blot skyldes, at regler avler regler, eller at EU og regelglade embedsmænd presser på for flere regler. Omvendt kan der heller ikke findes støtte til påstanden om, at indførelse af nye styringsformer såsom konkurrence og resultatstyring giver færre regler. Derimod peger bogens analyser på, at regelvæksten i vidt omfang
kan føres tilbage til de folkevalgte medlemmer af Folketinget. At det er de folkevalgte, der bestemmer, er i demokratisk forstand et opmuntrende resultat. Resultatet giver imidlertid anledning til at overveje, om ikke politikerne i højere grad skulle stå ved ansvaret, frem for at tilskrive væksten i love og bekendtgørelser kræfter, som de ikke har kontrol over.