Djøf Forlag køber legal tech selskab - stort spring ind i AI-alderen
November 2023
Markedet for juridisk informationssøgning har fået et kæmpe løft med ny generativ AI.
Djøf Forlag er nu fuld ejer af eLov, en virksomhed med speciale i såkaldt legal tech, kombinationen af jura og teknologi. Djøf Forlag ejer i forvejen Jurabibliotek.dk med mere end 500 juridiske titler. De over 5000 jurister der bruger det digitale jurabibliotek kan med den generative kunstige intelligens, AI, fra eLov, løfte den juridiske søgning til et nyt niveau.
eLov er stiftet af tidligere advokat Jens-Christian Jensen og efter et indledende samarbejde over 15 måneder, sælger Jens-Christian Jensen nu til Djøf Forlag for en ikke-offentliggjort sum. Han fortsætter selv som udviklingschef i Djøf Forlag med ansvar for udvikling af teknologier til brug i juridisk informationssøgning.
Jens-Christian Jensen siger: ”Djøf Forlag varetager de digitale rettigheder til markedets absolut største og mest alsidige samling af jurabøger og også flere af de bedste tidsskrifter. I eLov har vi en godt struktureret database med love, forarbejder m.v. Når vi træner vores AI på både forlagets og eLovs data, bliver den i stand til at finde svar på juridiske spørgsmål og dokumentere det hele med links til primære kilder og fortolkningsbidrag. Alle jurister bliver dermed i stand til at arbejde lidt bredere og får større sikkerhed for, at de er på rette spor.”
Digital direktør i Djøf Forlag, Bjarke Madsen, byder Jens-Christian Jensen velkommen:
”Vi er nu et stærkt team på ni medarbejdere hvis fornemste opgave er at bringe vores juridiske kvalitetslitteratur ud til vores brugere og udnytte nyeste teknologi, så funktionalitet og søgning bliver bedst mulig.”
Det er Djøf Forlags ønske at gøre det nemt for travle jurister at passe deres arbejde ved at skabe det bedst mulige informationsgrundlag via kvaliteten i den juridiske litteratur kombineret med lovgivningen, og gøre den tilgængelig, hvor og når kunden ønsker det.
Udviklingschef, Jens-Christian Jensen